MBC udvider sit internationale aftryk i Norden og Europa
MBC oplever i disse år en markant vækst i internationale opgaver og samarbejder. Med opkøbet af Oxford Research Danmark i 2023 fik vi et stærkt afsæt for at videreudvikle vores internationale forretning - og resultaterne viser sig nu tydeligt: MBC løser i dag en stigende mængde højt profilerede projekter for både en række EU‑institutioner, Nordisk Ministerråd og andre europæiske aktører.
Det seneste år har vi bl.a. løst følgende internationale projekter:
- Nordisk Ministerråd: Vi løser flere nye analyser for Nordisk Ministerråd – blandt andet om, hvordan de nordiske lande kan styrke samarbejdet om beredskab og samfundssikkerhed, hvordan fri bevægelighed på tværs af de nordiske grænser udfordres og håndteres i krisesituationer samt en evaluering af det nordiske samarbejde på social- og sundhedsområdet.
- Eurofound 2026–2030: MBC er igen valgt som Danmarks nationale vidensinstitut for Eurofound. Det betyder, at vi fortsat skal indsamle og analysere data om arbejds- og levevilkår i Danmark til brug for EU’s politiske udvikling.’
- DG EMPL – hjemmearbejde og Right to Disconnect: MBC har bidraget til en større europæisk analyse om hjemmearbejde, digitalt arbejdsmiljø og retten til at “disconnecte”, gennem et dansk casestudie.
- EU’s Organic Action Plan: I samarbejde med PWC undersøger vi, hvordan medlemslandene arbejder for at fremme økologi i offentlige måltider og i undervisnings‑ og formidlingsaktiviteter.
- Evaluering af Baltic Sea Advisory Council: Vi gennemfører et performance review af BSAC, som rådgiver EU‑Kommissionen om fiskeri- og havpolitikken i Østersøregionen.
Et styrket internationalt afsæt
Med en stadig voksende portefølje af internationale kunder konsoliderer MBC sin position som et fremtrædende analyse- og konsulenthus i Norden og Europa. Også i de internationale projekter efterspørges vores evner til at kombinere metodisk styrke, høj faglighed og evne til at levere solid viden til politiske beslutningstagere.
Vi glæder os til at fortsætte vores arbejde i både det nordiske og europæiske samarbejde og til at bidrage med analyser, der skaber reel værdi nationalt såvel som internationalt.